Safari set gennem børns øjne – en familieferie til Tanzania

I denne rejsebeskrivelse følger du Ida, Mattias og deres børn på syv og fire år på en uforglemmelig rejse gennem Tanzania og Zanzibar – et eventyr, der ikke kun handlede om at se dyr, men også om at opdage verden sammen.

Første møde med Afrika – blandt masaier og bjerge

Et tykt tæppe af skyer forhindrer os i at se landskabet nedenfor, når vi flyver over vores destination om morgenen. Men der er ingen tvivl om, hvor i verden vi befinder os. Uden for flyvinduet stiger Kilimanjaros snedækkede tinde majestætisk op gennem skyerne og afslører, at det snart er tid til at gå ned for landing. En syvårig og en fireårig hænger over armlænene med næsen presset mod vinduet. Allerede inden vi er landet, kan vi krydse den lange liste over ting, vi håber at se i Tanzania, af.

Vi har længe drømt om at tage børnene med til Afrika, og siden vi bookede rejsen, har vi forberedt dem grundigt: Vi har gennemgået "De store fem" og "De små fem", læst historier om de grimme fem (J. Donaldson, "The Ugly Five"), lyttet til afrikansk musik og set dokumentarfilm fra Serengeti. Nu er de klar – fulde af forventning – til at opleve Afrika i virkeligheden og se dyrene med egne øjne.

Vores første destination er Masai-landet. En perfekt start på vores rejse. Her møder vi det Afrika, vi har længtes efter. Tinga Tinga Lodge ligger smukt mellem Mount Meru, Kilimanjaro og Mount Longido. Det gyldne savannegræs, der svajer konstant i den lette brise, er smittende, og efter blot et par timer har vores kroppe og sind tilpasset sig den afrikanske ro. Børnene bliver straks bedste venner med Maasai-folket, der arbejder på lodgen. Selvom ingen af børnene taler engelsk, finder de en måde at kommunikere på.

Tinga Tinga blev startet og drives af to virkelig passionerede personer, der begge kæmper for at styrke kvinders og børns position i det lokale samfund. Indkvarteringen er enkel og hyggelig. Den hytte, vi bor i, har solcellestrøm og varmt vand, komfortable senge med myggenet og udsigt over savannen og bjergene i det fjerne. Til børnenes store glæde er den bygget på traditionel vis, dvs. af ler bestående af komøg og termitejord blandet med vand. Et hus bygget af lort! Alt er ægte. Det, vi møder, er ikke et turistshow, men Maasai-folks hverdag i et autentisk miljø.

Vi besøger skolen, der drives af ejeren af Tinga Tinga. Over 600 elever fra 1. til 7. klasse går på skolen. Vi får en rundvisning på skolen og må overvære en matematikundervisning. Lærerne på skolen gør et imponerende stykke arbejde med store klasser og begrænsede ressourcer. I de seneste nationale prøver opnåede eleverne resultater, der lå langt over landsgennemsnittet.

Efter skolebesøget tager vi til en boma, en landsby omgivet af et akaciehegn. Der ser vi masaierne passe deres geder og køer, og vi bliver inviteret ind i en hytte, hvor en kvinde sidder ved et åbent bål og laver mad til sin familie.  

Sammen med børnenes nye masai-venner går vi på en bushwalk. Vi lærer om forskellige træer og planter og deres medicinske egenskaber. Vi går på en poo-safari og finder elefant-, zebra- og gazelle-afføring. Og vi ser vores første afrikanske dyr, to giraffer, der nysgerrigt observerer os, mens vi går forbi. Savannen er deres hjem, ikke vores, men de lader os være her, så længe vi holder en rimelig afstand. Børnene går hånd i hånd med Maasai-folket. Deres øjne er store af nysgerrighed. De er ikke bange. Sammen med Maasai-folket føler vi os trygge.

Safari i Tarangire – mange "første gange" i livet

Tarangire er den første nationalpark, vi besøger. Børnene spejder intenst ud over landskabet. Fyldt med håb forsøger de at få øje på dyr bag hver eneste lille busk og sten, bange for at guiden vil overse et dyr. Hvilket han højst sandsynligt ikke vil. Vi kører i et lukket safarikøretøj, en Toyota Landcruiser med pop-up-tag. Det er perfekt for børnene, som kan bevæge sig frit fra side til side i bilen, sidde eller stå og altid have et godt udsyn. Børnene ser deres første zebraer, gnuer, gazeller og søde små dik-dik-antiloper.

Vi spiser den morgenmad, vi har medbragt, ved bredden af en udtørret flod, lige som en flok elefanter passerer forbi. Nogle af dyrene kommer rigtig tæt på bilen. Den fireårige er henrykt. På vores første rigtige safaridag kan vi allerede krydse det øverste punkt på hendes liste af.

Vores guide for hele turen, Innocent, forklarer og viser os i guidebøger, hvordan man kan se, om zebraer er hanner eller hunner ved at kigge på striberne på deres bagdel. Han fortæller os om forskellige typer gazeller, hvor hurtigt de kan løbe, og hvor højt de kan springe.

Børnene stiller mange spørgsmål og lytter ivrigt, mens vi oversætter guidens svar. Det faktum, at vi har forberedt os derhjemme, betyder, at selv børnene kan stille mere detaljerede spørgsmål. Dette lægger grunden til lange, spændende diskussioner med guiden.

Tarangire er magisk smukt med sin tropiske natur. Kæmpe baobabtræer, svajende palmer, blomstrende hibiscus og bugtede floder suser forbi uden for bilen. Børnenes favorit er pølsetræet, et stort træ med lange, brune pølseagtige frugter. Og et sjovt navn.

Vi overnatter to nætter på Tarangire View, en vidunderlig smuk og hyggelig teltcamp midt i nationalparken. Vi elsker at være her. Om aftenen, efter en treretters middag, ligger vi i vores telt og lytter til de hylende hyæner og brølende løver. En påmindelse om, hvor tæt vi faktisk er på naturen. Det giver os en vidunderlig prikken i maven.

I vores egen verden i Ngorongoro 

Vi forlader Tarangire og kører nordpå mod Karatu, hvor vi overnatter på Rothia Valley Lodge. Lodgen ligger højt oppe på bjerget med en smuk udsigt over det frodige, næsten regnskovslignende landskab. Et hyggeligt stop på vejen inden den næste safari. Landskabet ændrer sig hurtigt. Bare et par dusin kilometer længere nede i dalen, øst for Lake Manyara, var jorden knastør.

Tidligt næste morgen tager vi afsted mod Ngorongoro-krateret. Vores guide fører os først langs kraterkanten mod den fjerne nedstigning. Det giver os mulighed for at opleve en større del af krateret. Vi kan mærke sommerfuglene i maven, når vi passerer kanten og begynder nedstigningen. Udsigten foran os er storslået.

På vej ned i krateret ser vi store flokke af zebraer og bøfler. Omgivet af den frodige kraterkant og med en tung, men livlig skyhimmel over os føles det, som om vi sammen med dyrene i krateret befinder os i vores egen verden. Et separat økosystem, der ikke behøver at bekymre sig om, hvad der sker i den anden verden udenfor. Når vi er nået ned i bunden af krateret, ser vi hyæner, løver, en serval, flamingoer, flodheste og et næsehorn. Sidstnævnte er et ret usædvanligt syn i Tanzania.

Efter en dag i krateret og mange oplevelser rigere er det tid til at tage til Serengeti. Som en slange snor vejen sig opad. Vi afslutter vores Ngorongoro-oplevelse med nogle sidste smukke udsigter. Og lidt ubehag for ørerne. Men det er det værd!

Den endeløse Serengeti – hvor vildmarken bare fortsætter og fortsætter

Vi bytter det tropiske Tarangire og det frodige Ngorongoro ud med Serengetis endeløse sletter. Vi er fuldstændig betagede af, hvor vidtstrakt, fladt og endeløst Serengeti er. Nogle gange er det netop fraværet og tomheden, der udgør hele oplevelsen.

Vi bor på det vidunderlige Tamu Tamu. Et sted, hvor vi gerne vil blive længe. Her nyder vi freden, roen og den varme gæstfrihed. Det er især dejligt at sidde og spise morgenmad ved solopgang, mens rolig jazzmusik fylder luften, og blødt lys langsomt breder sig over savannen, når en ny dag gryr.

Serengeti leverer virkelig varen fra første øjeblik. Vi ser masser af løver, både fuldvoksne og søde små unger. Når vi ser tilbage, tæller vi mindst 70 løver, herunder 25 unger! På et tidspunkt ser vi to løvefamilier, hunner med unger. De ligger og hviler på en kopje, en granitklippe, der rejser sig som en lille ø midt i det store græsklædte hav.

Det er ikke svært at forstå, hvor inspirationen til løve-klippen i Løvernes Konge kom fra. Børnene spøger med, at Rafiki vil komme og løfte en af løveungerne op og præsentere ham som Simba.

Men der er ingen aber at se. I stedet får vi lov til at nyde løvernes selskab helt for os selv i næsten en time. Løverne er godt klar over, at vi er der, men fortsætter med at gøre deres ting. Hunnerne ammer deres unger. Nogle unger leger og bider hinanden i ørerne. En unge er faldet i søvn med maven klemt mellem to klipper, og en anden ligger på ryggen med poterne strakt opad. Om den sover eller kigger på skyerne, kan vi kun gætte på.

Vi bemærker, at flere store hanelefanter nærmer sig fra forskellige retninger, men alle er på vej mod det samme sted. Naturligvis sætter vi kursen mod det sted. Guiden gætter på, at der er hunner i brunst der. Han har selvfølgelig ret. Da vi slukker motoren, befinder vi os helt alene midt i en stor flok og tæller ikke færre end 60 elefanter på én gang. Og vi har sikkert overset et par stykker.

Her finder vi den gamle matriark – flokkens leder, unge mødre med små og store kalve og unge hanner, der leger, at de kæmper med hinanden. Og i udkanten af flokken venter flere ældre hanner med længselsfulde blikke. Guiden siger, at der til sidst vil blive kamp om hunnerne her. Måske i aften. Eller i morgen aften. Når det drejer sig om elefanter, kan tingene tage tid.

Af de fem store dyr, som vi lærte om derhjemme, mangler nu kun leoparden. Vores guide Innocent modtager en besked via radioen om, at en leopard er blevet set. Fuld fart fremad. Højt oppe i et træ har en leopard slæbt sit bytte. Den er færdig med at spise og ligger på en gren og kommer sig. Den trækker vejret dybt og snorkende, som kun en stor kat, der lige har spist, gør, mens den slikker sine poter rene. Nu kan vi også krydse det øverste punkt på den syvåriges liste af.

I Serengeti bliver det klart, hvilken forskel det gør at have en god guide. Vi tilbringer det meste af vores tid i fjerntliggende områder som den eneste bil og får lov at opleve naturens spektakulære løveflokke, elefantflokke, smukke udsigter og unikke dyreoplevelser helt for os selv. Den eneste gang, vi oplever karavanefølelsen, er, når vi ankommer til leoparden. Der venter måske 10-15 biler, som også er på udkig efter det samme dyr som os. Og selvfølgelig er det helt fantastisk at se leoparden i sit træ, indbegrebet af den undvigende, plettede kat.

Men personligt foretrækker jeg at nyde løverne på en klippe uden andre biler i nærheden. Uden at skulle skynde os og uden at føle, at vi skal flytte os, så andre kan komme og se dem.

Senere møder vi andre grupper, der har set den samme leopard som os. De fortæller os, at der var mange biler omkring dem under hele deres ophold. Vi skal takke Innocent for at have givet os mange flere unikke, personlige oplevelser i Serengeti. Og for at have taget afkørsler og omveje, som andre ikke vidste, hvor førte hen, til områder, de ikke kendte. Her kan du læse et interview med vores safariguide Innocent.

Så hvordan går det med The Ugly Five? Vi så gnuer og hyæner i løbet af de første par dage. Vi så også vortesvin tidligt, der løb i græsset med deres haler pegende opad som antenner. Vi har set gribbe ved flere lejligheder, både cirklende i luften i en afstand, hvor der sandsynligvis er mad, og som silhuetter siddende i træer med deres krumme halse.

Så på vores sidste dag i Serengeti får vi øje på marabustorken. Den står på en mark, hvor alt græsset er brændt ned, og hvor der kun er nogle få spredte kviste tilbage. Det er langt fra den smukkeste udsigt på turen. Men så igen, det er en af de fem grimme dyr. Endnu en kan krydses af på listen.

Af de små fem ser vi kun to, bøffelvæveren og leopardskildpadden. Men det gør slet ikke noget. For vi skal på flere safarier i fremtiden. Så fortsætter vi vores søgen efter jordegern, næsehornsbille og elefantspidsmus.

Drømmende Zanzibar – sov længe og strandtid

Når det er tid til at rejse videre, er det en trist afsked med Innocent. Børnene græder og overøser ham med kram. Vi har valgt at flyve direkte fra savannen til Zanzibar. Der er en let prikken i maven, når det lille fly, der kun har plads til 12 passagerer, bumper hen over gruslandingsbanen, inden det endelig letter og begynder sin stigning.

Vi er slet ikke overraskede, når vi hører, at Cessna-fly ofte kaldes "Land Rover i luften". At se Serengeti fra oven er en vidunderlig måde at afslutte et fantastisk safari-eventyr på.

Zanzibar møder vi en helt anden verden. Sen morgen, hængekøjer, tropiske palmer, varmt blågrønt hav og sidst, men ikke mindst, en kridhvid sandstrand. Sandet er så fint, at det er svært at bygge sandslotte. Men det er fint at bygge lave, flade sandskulpturer, så vi nøjes med en sandskildpadde dekoreret med sten og skaller.

Vi bor på Michamvi Sunset Bay på en halvø på østkysten. Morgenmaden serveres i restauranten, der ligger kun få meter fra stranden. Vi nyder vores morgenkaffe, kigger ud over havet og lader batterierne op til en dag med svømning, leg og snorkling.

De dovne dage med sol og svømning på Zanzibar passer os perfekt efter et intenst safari- eventyr. I fred og ro reflekterer vi over vores oplevelser, mens vi nyder god mad og drikke, leger på stranden og tilbringer tid sammen. Når skumringen falder på, går vi ned til stranden for at se solnedgangen.

Efter et par dage i Michamwi rejser vi nordpå langs østkysten til Villa Kiva i Matemwe, hvor vi tilbringer de sidste dage af vores rejse. Før morgenmaden går vi en morgentur. Det er lavvande, og stranden er fuld af liv.

Overalt går folk rundt med små spande eller poser og samler muslinger og blæksprutter. Et par køer er kommet ned til havet og ligger midt på stranden og hviler sig. Længere væk på stranden maler nogle mænd en gammel båd. Uden for revet er fiskerne på vej ud for at fange dagens middag. Hverdagen går sin gang.

Den næste dag tager vi på en rev-tur, en vandretur ca. 200 meter ud i havet. Det er så langt, man kan komme ved lavvande. Vi passer på at undgå søpindsvinene.

Undervejs ser vi søstjerner, et havdyr med lange edderkoppeagtige arme, som vores guide kalder "edderkoppefisk", og nogle farverige fisk. Ude ved revet bliver vandet igen lavere, og til sidst står vi på en lille sandø midt i havet og kigger tilbage mod vores indkvartering. Tilbage på land fortsætter vi med at nyde freden og roen, solen, havet og en kokosnøddrink.

Kærlighed til Afrika – og planer for det næste eventyr

Det er med taknemmelighed og stor kærlighed, at vi ser tilbage på vores rejse til Tanzania. Måske vil nogle minder falme med tiden for vores børn, der stadig er små, men for Mattias og mig er øjeblikkene og oplevelserne for evigt indprentet i vores hjerter. Øjeblikke med vores børn, hvor vi sammen fik lov at opleve det Afrika, vi elsker. Børnene er nu indviet, og deres kærlighed til Afrika er allerede stor.

Overvejer du at rejse, men tøver, fordi dine børn er små? Gør det bare. Det bliver magisk. Der er få ting, der slår at opdage verden gennem et barns øjne, hvor hvert møde og hvert øjeblik værdsættes. Verden bliver lidt blødere, lidt sjovere – og endnu smukkere. Vi drømmer allerede om vores næste eventyr, måske Kenya. Indtil da vil vi fortsætte med at nynne Jambo Bwana og fortælle alle, der vil lytte, om vores uforglemmelige rejse til Tanzania.