Tre generationer på safari – Monas rejse gennem Tanzania og Zanzibar

I denne rejseberetning kan du følge med Mona og hendes familie på en rejse gennem Tanzania og Zanzibar.

Tre generationer rejser sammen og oplever safari, savannens morgener og dage ved havet på Zanzibar.

For Mona blev det mere end bare en rejse.

"For mig var det nok rejsen for livet", siger hun

Tre generationer på savannen

Jeg havde længe båret på denne drøm – at en dag tage hele familien med ud på savannen. I februar 2026 blev det til virkelighed.

Vi var tre generationer, der rejste sammen: mig og min mand Åke, vores datter Karin med sin mand Mikael og deres tre børn Ebba, Alva og Ester. Vi var i alt syv personer, fra ni til 81 år, og jeg tror faktisk, at det var det helt rigtige tidspunkt for os at tage på denne rejse.

Ingen af os havde været på safari før, men længslen havde været der længe. Man har jo hørt andre fortælle og set billeder, og der er noget særligt ved tanken om at se dyrene i deres eget miljø. Vi havde også ventet på, at børnebørnene skulle blive lidt større. Ester, 9 år, er den yngste, og vi tænkte, at hun skulle være klar til alle indtrykkene.

Og det gik rigtig godt. Nogle gange blev det lidt for mange indtryk for hende, men så havde hun en aktivitetsbog med, som hun kunne tage frem.

Når solen står op over Ngorongoro

Efter den lange flyrejse landede vi i Tanzania og kørte direkte til Bougainvillea Safari Lodge i Karatu, tæt på Ngorongoro-krateret. Det var en dejlig måde at starte rejsen på. Vi fik lidt tid til at falde til ro, trække vejret og forstå, at vi faktisk var der.

Allerede næste morgen tog vi af sted med Samuel, som var vores guide og chauffør under safarien. Han lærte hurtigt, hvem vi var, og hvordan vi fungerede. Han forstod, hvad vi kunne lide – hvad vi ville have mere eller mindre af. Og han lærte os at tage det poli poli – langsomt, roligt. Ikke at jage det næste dyr, men lade savannen komme til en.

Vi kørte tidligt, klokken seks, og minderne fra netop disse morgener er nogle af de stærkeste, jeg tog med mig hjem fra rejsen.

At sidde i jeepen, mens solen står op over savannen, helt knaldrød, mens tågen langsomt letter, og dyrene begynder at røre på sig dernede i krateret – det er en oplevelse, der er svær at beskrive. Stilheden. Lyset. Følelsen af at være med, når en hel verden vågner.

En af dagene spurgte Samuel, om vi ville med op i skoven oven over krateret. Vi tøvede først, mest fordi vi allerede var så fulde af indtryk, men vi sagde ja – og det er jeg meget glad for i bagklogskabens lys.

Elefantmødrene ovenfor krateret

Deroppe fik vi øje på elefantmødre med deres nyfødte unger. Samuel fortalte, at de ofte søger op hertil, når det er tid til at føde, da kalvene er mere udsatte nede i krateret, hvor løver og geparder gerne tager de mindste. Oppe i skoven får ungerne en roligere start på livet, og der bliver mødrene, indtil de er blevet større.

Vi stod længe og kiggede på dem.

Elefanterne bevægede sig langsomt gennem skoven, tæt sammen, med de allermindste beskyttet i midten af flokken. Da de skulle over vejen, stillede hunnerne sig næsten som en mur omkring ungerne, som om hele flokken lukkede sig omkring dem. Der var noget ved den scene, der gik lige ind i mig.

Af alt det, vi oplevede på rejsen, er det nok alligevel elefanterne, der har gjort størst indtryk. Hvordan de holder sammen. Hvordan de beskytter deres unger. Det var så smukt at se, at det næsten var svært at forstå, at vi faktisk stod der og så det.

Gæster i dyrenes hjem

Før rejsen tænkte jeg en del over, hvordan en safari fungerer i virkeligheden. Jeg var bekymret for, at vi ville forstyrre dyrene og naturen.

Men ret hurtigt forstod jeg, at det slet ikke var, som jeg havde frygtet. Samuel udviste hele tiden en sådan respekt for dyrene. Ingen dyttede, ingen stressede. Hvis dyrene gik over vejen, standsede man bare og ventede.

Han sagde det så enkelt:

Det er deres hjem, og vi er gæster.

Det kunne jeg rigtig godt lide.

Efter Ngorongoro fortsatte vi til Tarangire, hvor vi boede på Ang'ata Tarangire, en teltlejr inde i nationalparken. Det var behageligt og fint, og samtidig var man virkelig midt i naturen. Hele langsiden bestod af net, så man kunne ligge i sengen og se ud mod bushen.

En aften hørte jeg et dyr udenfor, der næsten lød som om det gøede. Jeg prøvede at lyse med lommelygten, men kunne ikke se noget, og næste morgen fortalte Samuel, at det sandsynligvis havde været en hyæne, der var kommet forbi. Han havde også hørt løver om natten og sagde, at elefanterne havde været aktive. Der var ganske enkelt masser af liv derude.

Om dagen kørte vi gennem landskabet blandt store flokke af elefanter, giraffer, zebraer og antiloper. De mægtige baobabtræer stod spredt over savannen.

Ved et af vores rastepladser fik vi også besøg af en marabustork, der holdt meget nøje øje med vores madpakker. Den så næsten lidt komisk alvorlig ud, der hvor den stod og ventede.

Det var også da, Samuel fortalte om "The Ugly Five", en lidt humoristisk modsætning til "The Big Five". Marabustorken hører til dem.

En fødselsdag, jeg aldrig glemmer

Midt under rejsen fyldte jeg 75 år. Jeg havde ikke sagt noget om det til personalet på plejehjemmet og havde heller ikke gjort noget stort nummer ud af det under rejsen.

Men den morgen, da vi sad ved morgenmadsbordet, kom personalet pludselig ud med instrumenter og begyndte at synge. Først på swahili og derefter på engelsk.

De havde lavet en kage, og rundt om kanten af fadet stod der skrevet med chokolade: Happy Birthday Mona.

Jeg forstår godt, at de sikkert havde set det i reservationen, men jeg blev så rørt over, at de faktisk tog sig tid til at gøre noget så fint ud af det.

Personalet i Tarangire var fantastisk på mange måder. De har sikkert mange gæster, der kommer og går, men alligevel føltes det, som om de holdt af netop os og gerne ville lære os at kende. Ikke som en rutine, men på ægte vis.

Løven på vejen – og hvad Alva sagde

Der er et møde med et dyr, jeg ofte tænker tilbage på.

Vi kørte langsomt fremad på vejen i Tarangire, da Samuel pludselig bremsede. Der foran os lå en løvehan midt på vejen og åndede tungt i varmen. Hunnen bevægede sig i nærheden.

Jeg har arbejdet i sundhedssektoren og sagde lidt spøgefuldt til Samuel, at hvis det havde været et menneske, havde jeg givet ham ilt. Vi grinede af det, men jeg husker, at jeg tænkte: hvorfor ligger han lige her, når han har hele savannen omkring sig?

Det var nok den eneste gang under hele rejsen, hvor jeg virkelig tænkte over, om vi forstyrrede dyrene.

Da kiggede Alva, mit fjortenårige barnebarn, på mig og sagde roligt:
“Men de er jo frie, mormor. De kan gå, hvis de vil.”

Det satte sig fast i min bevidsthed. Børn er så kloge og ser nogle gange tingene meget klart.

Zanzibar – mellem paradis og virkelighed

Efter safarien tog vi videre til Zanzibar, hvor vi boede på The Oasis Residence på den sydøstlige del af øen. Det var et fantastisk sted. Vi havde en villa med tre soveværelser, eget badeværelse til hvert værelse og en privat pool i en have omgivet af palmer. Børnene elskede det med det samme og badede næsten hele tiden.

Vi snorklede, dykkede og var på udflugter.

En dag, da de andre var ude på havet, tog Åke og jeg af sted på egen hånd for at se søstjerner.

På vejen kom vi forbi en losseplads. Så langt øjet rakte, lå der plastflasker og affald, næsten som om hele jorden bestod af plast. Det gjorde stærkt indtryk netop fordi kontrasten var så tydelig. Kun et øjeblik tidligere havde vi siddet ved vores villa i paradiset og kigget ud over havet.

Jeg husker, at jeg tænkte, at det nok er vigtigt at se begge sider. Det smukke og det grimme. Ellers forstår man ikke rigtig det sted, man besøger.

Vi ankom til kysten, hvor en far og hans søn tog imod os, glade og venlige. Sønnen sejlede os ud med sin båd, og vi fik set masser af søstjerner.

Hvis safarien var fuld af bevægelse og indtryk, var Zanzibar det modsatte: dage med hvile, hav og stilhed. Men lige så fuld af oplevelser og møder med mennesker, der sætter spor.

Det, der bliver tilbage efter rejsen

Da vi kom hjem, levede rejsen stadig i os alle. Ester ville fortælle om den i skolen og bad sin far om at hjælpe hende med at lave et lysbilledshow til klassen. Alva og jeg har talt meget om rejsen bagefter.

For mig er det morgenerne på savannen, der står klarest i minnet. At køre ud i jeepen, når solen lige er ved at stå op, og tågen langsomt letter, og dyrene begynder at bevæge sig derude.

Og så elefanterne selvfølgelig.

Jeg tænker ofte på dem der oppe i skoven over krateret, hvordan mødrene holdt flokken sammen, og hvordan ungerne gik beskyttet i midten. Måske rørte det mig ekstra meget, fordi vi selv var der som en familie, tre generationer sammen.

Jeg vil beholde de minder. Levende i følelsen.

For mig var dette rejsen for livet.